Gibotech udvikler mobil malerobot til Muehlhan A/S

Muehlhan A/S er blandt de førende inden for overfladebehandling af stål, og valgte Gibotech som leverandør af et mobilt maleanlæg. Det transportable anlæg kan hurtigt pakkes i en container, og det er et vigtigt element i Muehlhans strategi om at være til stede overalt i verden, hvor der sprøjtemales komponenter til vindmøller.

Malerobotten har en årlig kapacitet på flere hundrede vindmølletårne og er ekstremt fleksibel og nøjagtig. Robotten kan male en 35 meter lang tårnsektion på ca. 60 minutter – hvilket er markant hurtigere end ved traditionelle metoder. De forskellige lag af primer, coating og toplak påføres præcist i de specificerede lagtykkelser, hvorfor maleanlægget fra Gibotech sætter nye normer for kvalitet, miljøhensyn og arbejdssikkerhed inden for overfladebehandling af tårnsektioner til vindmøller.